Artikel fra Finans.dk d. 18 juli 2018:
Tilfredse og loyale kunder er et vigtigt parameter for flere virksomheder, og derfor er flere begyndt at tage brug af de loyalitetsprogrammer, som Loyalty Key er en leverandør af.
Den stigende efterspørgsel har samtidig været med til at sende resultaterne op hos det København-baserede selskab, der er etableret i 2010. Efter at forrige år gav det første millionoverskud, er det sidste år blevet forbedret med 25 pct. til 2,0 mio. kr. efter skat.
Ifølge Nickolai Hoff, der er adm. direktør og stifter af Loyalty Key, er en af grundene til virksomhedernes interesse, at det koster omkring syv gange så meget for en virksomhed at få tilført en ny kunde, som det gør at fokusere på den eksisterende kunde.
»Den eksisterende kunde har allerede forhåbentlig fået en god oplevelse ved at være kunde. Det vil sige, at der er opbygget noget troværdighed, og derfor er den eksisterende kunde også mere tilbøjelig til at handle for større beløb. Og derved er der altså større fortjeneste på den eksisterende kunde end den nye kunde,« fortæller Nickolai Hoff.
Programmerne, som Loyalty Key udvikler og driver, prøver at fastholde de eksisterende kunder ved hjælp af fordelstjenester. Det kan blandt andet være en række såkaldte “white label”-løsninger, hvor kunderne får mulighed for at handle varer fra eksempelvis Bang & Olufsen, Georg Jensen eller Royal Copenhagen til særlige priser.
Den første kunde, som Loyalty Key udviklede et loyalitetsprogram til, var det skandinaviske luftfartsselskab SAS. Og fra at selskabet i sine første år fokuserede på at udvikle og drive loyalitetsprogrammet SAS EuroBonus, blev der for tre-fire år åbnet op for at levere lignende løsninger til andre virksomheder. Det har siden resulteret i, at Loyalty Key i dag har fem kunder inden for forskellige brancher.
Grunden til at det først er lykkedes at levere millionoverskud inden for de seneste par år, hænger ifølge Nickolai Hoff sammen med en lang række investeringer i blandt andet software og personale, som har skullet klæde leverandøren ordentligt på til at kunne tage imod flere nye kunder.
Eksempelvis er medarbejderstaben vokset markant fra de blot to personer, der startede i firmaet, da der i øjeblikket er ansat mere end 30 medarbejdere i Loyalty Key.
»Vi er nu nået dertil, hvor forberedelsen er ved at være ovre. Vi har et stærkt fundament, og vi er parat til at tage nye kunder ind.«
»Så det er nu, vi er ved at være klar til at trykke endnu mere på speederen end hidtil, og hvor vi er parate til at markedsføre Loyalty Key for alvor – blandt andet ved at henvende os til virksomheder hvor vi mener, der er grobund for et samarbejde, og hvor der kan skabes værdi for begge parter,« siger Nickolai Hoff.
Mens Nickolai Hoff forventer at lande to nye store kunder i løbet af i år, så sigter han efter, at selskabet inden for tre år kan levere løsninger til slutkunder på et globalt plan.
På resultatsiden regner direktøren for indeværende år med endnu et rekordresultat. Det gør han på baggrund af de aftaler, der allerede ligger foran selskabet.
(Ritzau Finans)